tirsdag den 20. august 2013

MONDIAL barbercremer

Thomas, Snedsted - Thy



Jeg har nu i de sidste 14 dage testet de to cremer fra Mondial (Green Tobacco og Mandarino E Speize) og nedfældet nogle ord om min oplevelse med dem.

 
Fremgangsmåde: 
Har skiftevis brugt de to cremer hver dag i 14 dage, lige med undtagelse af en afstikker med Geo F Trumper sæbe og Tabac sæbe for at sammenligne med 2, som jeg kender godt. Grejet, der har været brugt, er Mühle R107 skraber med Feather barberblad og Merkur 34 C med Derby blad samt en Best Badger (grævlinge) kost.  Alle barberinger er foretaget efter ansigtsrens med Osmium, og der har IKKE været brugt nogen former for pre-shave.
 
Barbercremens konsistens:
Begge barbercremer har den samme tykke cremet konsistens, der nærmest er, som en blød barbersæbe, der gør, at den er meget let at få til at skumme op direkte med kosten. Dejlig nemt at arbejde med. Den første uge skummede jeg op i skål, og i ugen efter skummede jeg op direkte i ansigtet. Barberskummet er ret lækkert, blødt, fyldigt og cremet. Jeg fik dog den bedste skum med opbygning direkte i ansigtet, men dette gælder generelt alle barbersæber for mit vedkommende.

 Emballage: 
Har kun prøvet rejsestørrelsen, og den er genial til toilettasken, fylder ikke meget og fungerer fint. Fin lille størrelse. 

Duft: 
Her viser MONDIAL seriens store styrke, de to duft versioner er utrolig lækre. Den frugtagtige mandarin tilsat noter af kanel og andre krydderurter er rent kræs, og har et dejligt maskulint twist. Green Tobacco, som har en mild duft af tobaks bladene, ikke for planteagtig, men meget venlig at dufte til. Jeg kan næsten dufte nye nuancer i hver barbering. Fantastiske dufte - så kort kan det siges. 
 
"FANTASTISKE DUFTE - så kort kan det siges"

Barberegenskaber: 
Skummet giver et dejligt glid med skraberen, som samtidig giver en tæt barbering uden at skrabe for hårdt. Fornemmer de naturlige egenskaber på huden, som efter hver barbering føles utrolig godt. Måske mangler der lidt ekstra hudpleje i cremerne til efter barberingen, men på den anden side - så bruger jeg aftershave og ansigtscreme alligevel. Jeg har ikke skåret mig eller fået røde knopper så rigtig positiv oplevelse. Et rigtigt lækkert naturprodukt, der er meget let at arbejde med. Til mænd med sart hud må den være rigtig god. 
 
"LÆKKERT NATURPRODUKT, som er velegnet til mænd med sart hud"

Konklusion:
Med en barbercreme i den ikke helt billige ende forventer jeg meget, og jeg blev absolut ikke skuffet - tværtimod. Blev glædelig overrasket over de fantastiske dufte og det gode glid, der er i skummet. Da jeg ikke har prøvet barbersæber fra D.R. Harris eller Truefitt & Hill endnu, og derfor kun kan sammenligne med Geo F. Trumper - så synes jeg, at Mondial kan være med. At produkterne tillige er fri for E-numre og parabener er jo kun endnu en fordel. 
 
"AT PRODUKTERNE er fri for E-numre og parabener, er kun endnu en fordel"

Om jeg vil anbefale Mondial til andre:
JA - for pokker. Det er altså en rigtig god serie, som klart kan anbefales, og som jeg ser i jeres web-shop findes den i dufte for enhver smag. Kan dog ikke beslutte mig for, hvilken der dufter bedst Green Tobacco eller Mandarino, begge er suveræne på hver deres måde.


Håber I kan bruge mine oplevelser med MONDIAL til noget, det har været sjovt ”kun” at bruge de 2 cremer og har hver dag haft et stort smil på efter barbering.
 

Mange hilsner fra 

Thomas 
Snedsted, Thy